Læremidler giver god støtte til lærerens planlægning og gennemførelse af undervisningen med ideer til faglige mål, indhold, undervisnings- og arbejdsformer - ja hele undervisningsforløb. En central kompetence er derfor læremiddelfaglighed - at læreren kan forholde sig reflekterende og vurderende til læremidler.
Dorthe Carlsen og Jens Jørgen Hansen fra UC Syd og Læremiddel.dk har i et samarbejde med Dansklærerforeningen netop udgivet studiehæftet At vurdere læremidler i dansk.
Studiehæftet introducerer begrebet læremiddelfaglighed og handler om, hvordan man som lærerstuderende og lærer kan forholde sig til og vurdere læremidler. At vurdere læremidler i dansk beskriver, hvad læremidler er, hvilken rolle læremidler spiller i danskfaget, hvordan man kan analysere og vurdere læremidler, og hvilken rolle læremidler spiller i undervisningen. Hæftet afsluttes med et kapitel om vurdering af læremidler i praktikken.
Hæftet er udgivet af dansklærerforeningen og er en del af studieserien.